Fra Persologs internationale vinterkonference om DISC *) og coaching

Metoder til coaching med DISK

Af Pernille Rohde Wittnebel, persolog i danmark

Kort referat fra Persologs Internationale Konference om DISC*) og coaching i Durlach, Karlsruhe, d. 28.1-1.2.2009.

En del af konferencen fokuserede på, hvordan man arbejder med DISK Person Profiler og coaching.

 

Reframing-øvelse på gulv

En af ideerne var at anvende de 4 typer i DISK Person Faktor Profilen til at reframe coachees problematik, at se udfordringen fra flere forskellige synsvinkler og dermed få ideer til andre løsningsmodeller.

Coachee har i forvejen scoret sin egen profil og er blevet undervist i de mest karakteristiske adfærdtræk, der kommer til udtryk hos de 4 typer.

Læg 4 stykker papir på gulvet med bogstaverne D, I, S, K. Ud for de 4 typer lægges tilsvarende 5 ord, der beskriver, hvordan de typisk er.

Der udformes et spørgsmål, der er relevant ift. problematikken, lad coachee udforme det.

Spørgsmålet følger med, hver gang coachee går fra den ene type til den næste. På denne måde får coachee en oplevelse af, at der ikke kun er en vinkel på et problem, og at der er flere måder, det kan løses på, da de 4 typer hver har deres egen måde at anskue problematikker og løsninger på.

Konfliktopløser

I en coaching situation, hvor coachee har en udfordring med en kollega, og de har svært ved at samarbejde, kan følgende øvelse være en hjælp.

I denne øvelse bruger vi DISK Kort, som er kort der beskriver hver af de 4 typers

adfærd på godt og ondt. Coachee tænker på personen, han har svært ved at samarbejde med og vælger 6 udsagn, der beskriver den person, han har konflikter med.

Bag på kortene fremgår det, hvilken type der er tale om. Er det en Dominerende, en Influerende, en Stabilitetssøgende eller en Kompetencesøgende adfærd?

Når kortene vælges, kan man ikke se, hvilken type der er tale om.

Under samtalen med coachen forklarer coachee, hvorfor han har valgt disse beskrivelser og hans opfattelse af kollegaens adfærd. Coachen stiller yderligere spørgsmål, der kan afdække, hvilken adfærd coachee udviser overfor kollegaen lige nu, og hvilken adfærd der ville være god for ham at vise fremover. Kortet vendes for at se, hvilken type adfærd der er tale om.

Denne øvelse har flere dimensioner. Blandt andet tydeliggør den, hvor coachee har sine udfordringer rent samarbejdsmæssigt med bestemte typer. Ligeledes kan den give coachee et praj om, hvor det kan være hensigtsmæssigt at være opmærksom på egen adfærd og tilgang til kolleger. Den åbner vores bevidsthed overfor andres reaktionsmåde og giver refleksion ift. til vores egen opfattelse, adfærd og eventuelt, hvorfor det vil være hensigtsmæssigt at justere på egen adfærd.

Overbevisninger

Når der arbejdes med overbevisninger og adfærd ud fra DISK Person Faktor Profilen, tages der udgangspunkt i graf 2.

Graf 2 er det private selvbillede, vores pejlemærke der minder os om vores overbevisninger, om hvem vi er, og hvad vi forventer af os selv. Personlige overbevisninger er vigtige, fordi de guider vores handlinger. De ligger til grund for, at vi gør, som vi gør.

I Person Faktor Profilen bruger vi fortolkningstrin 3 til at arbejde med vores overbevisninger. Og ud fra resultatet stiller vi spørgsmålet; ”Hvis jeg er under pres, vil mine nuværende overbevisninger så støtte eller blokere mine handlinger?”

Denne tilgang til profilen kan især også bruges ved forandringsprocesser, hvor vi skal omstille os mentalt og rykke på vores overbevisninger for at kunne klare forandringerne.

Kort og godt er denne øvelse med til at stille skarpt på egne overbevisninger, og hvad de gør for mig.

 

DISK Person Faktor Profilen er et nyttigt redskab for coach og coachee, det er dog altid vores opgave som coach, at vurdere relevansen af at anvende diverse værktøjer, og om det vil hjælpe coachee videre i deres forløb.

 

Om oplægget til coaching-metoder

Oplæg og øvelser til konferencen var tilrettelagt af persolog GmbH’s udviklingschef Renate Wittmann, som udover at undervise i persolog’s advanced workshops er ansvarlig for udviklingen af profilværktøjerne indenfor bl.a. DISK Person Faktor Modellen m.fl.

*) DISK = DISC

DISC Modellen er fundamentet for DISK, som er den danske måde at udtrykke Kompetencesøgende adfærd på. Modellen er nøjagtig den samme for alle DISC-baserede systemer. DISK Person Faktor Profilen er det nyeste værktøj på markedet, udviklet og bearbejdet af modellens skaber Dr. John Geier, Geier Learning.